Vedtægter

Strib Ro- og Kajakklub

Strandvejen 265, Strib, 5500 Middelfart

CVR nr. 3270 4581

Vedtægter for Strib Ro- og Kajakklub

 

§ 1 Klubbens navn, formål

Klubbens navn er ”Strib Ro- og Kajakklub”. Klubben er medlem af Dansk Forening for Rosport samt Dansk Kano og Kajak Forbund og dermed Danmarks Idræts Forbund og underlagt disses til enhver tid gældende love. Klubbens formål er at dyrke søsport. Klubben har hjemsted i Middelfart Kommune.

 

§ 2 Medlemmer

Klubbens medlemmer er dels aktive, dels passive. Enhver, der er fyldt 12 år, kan optages som medlem. Efter en konkret vurdering af bestyrelsen kan indmeldelse af yngre finde sted. For unge under 15 år kræves forældres/værges skriftlige samtykke. Af aktive medlemmer fordres svømmefærdighed samt fortrolighed med ophold i vandet.

 

Medlemmerne hæfter ikke for klubbens gæld.

 

§ 3 Optagelse nægtet

Såfremt optagelse af et medlem er nægtet, kan den pågældende indanke spørgsmålet for den førstkommende generalforsamling. Såfremt ikke 2/3 af de fremmødte og/eller repræsenterede stemmer for optagelse, er optagelsen nægtet.

 

§ 4 Ind- og udmeldelse

Indmeldelsen er bindende for mindst 2 kvartaler, regnet fra den 1. måned i førstkommende kvartal. Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren og med mindst 1 måneds varsel. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra disse bestemmelser.

 

§ 5 Kontingent

Kontingentet til klubben godkendes på den ordinære generalforsamling på baggrund af et forelagt budget.

 

Der fastsættes kontingentsatser for følgende grupper: ungdom, senior, familier, passiv, samt medlemmer, der kun dyrker vinterroning.

 

Bestyrelsen kan i særlige tilfælde bevillige hel eller delvis fritagelse for kontingent.

 

§ 6 Restance og slettelse

Kontingent opkræves umiddelbart efter generalforsamlingen for et helt år ad gangen eller for nyindmeldte umiddelbart efter indmeldelse. I forbindelse med ændring af regnskabsperiode til kalenderåret opkræves første gang kontingent for en 16 måneders periode nemlig 1/9, 2010 til 31/12, 2011.

Betaler et medlem ikke, udsendes en påmindelse fra bestyrelsen om inden 14 dage at aftale afvikling af sin gæld til klubben. Der opkræves et rykkergebyr på kr. 20,- pr. gang.

 

Hvis afviklingen af restancen, efter modtagelsen af endnu en skriftlig påmindelse ved udløbet af opkrævningsperioden, ikke afvikles straks, skal bestyrelsen medmindre anden aftale er truffet, slette det pågældende medlem og derefter indberette vedkommende til DKKF og DFfR, hvorefter vedkommende ikke vil kunne optages i foreninger under disse organisationer, før gælden til Strib Ro- og Kajakklub er afviklet.

 

§ 7 Eksklusion

Bestyrelsen har ret til at ekskludere medlemmer, der groft overtræder klubbens reglement eller efter bestyrelsens skøn ved sin adfærd skader klubben.

 

Når et medlem ekskluderes af klubben, underrettes vedkommende personligt, hvis muligt eller ved anbefalet brev om eksklusionen og er herefter afskåret fra at opholde sig på klubbens grund.

 

Enhver eksklusion, undtagen eksklusion for restance, skal behandles på den efterfølgende generalforsamling. Den ekskluderede har adgang til denne generalforsamling, men har ikke stemmeret.

 

§ 8 Bestyrelsen

Bestyrelsen skal bestå af formanden og minimum 4 bestyrelsesmedlemmer.

 

Bestyrelsen er sammensat således:

 

• Formand

• Kasserer/regnskabsfører

• Næstformand

• 2 bestyrelsesmedlemmer

 

Bestyrelsen supplerer sig i nødvendigt omfang med medlemmer til varetagelse af arbejdsområder, såsom f.eks.:

 

• Ungdomsroning

• Ro- instruktion og træning

• Kano-og kajakinstruktion og træning

• Hus og materiel

 

Bestyrelsen meddeler snarest efter besættelsen af sådanne poster klubbens øvrige medlemmer herom.

 

Formanden og kasserer skal være seniormedlemmer, d.v.s. være fyldt 18 år.

 

Bestyrelsesmøder afholdes så ofte formanden eller to andre bestyrelses-medlemmer finder det hensigtsmæssigt, dog minimum 5 gange i rosæsonen med passende mellemrum.

 

Bestyrelsen er beslutningsdygtig ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

 

Bestyrelsen kan til enhver tid nedsætte udvalg til varetagelse af specielle opgaver, som f.eks. ungdomsroning, arbejde med hus og materiel, nye tiltag, selskabelige arrangementer og lignende. I tilfælde af vakance blandt bestyrelsens medlemmer i løbet af valgperioden, supplerer bestyrelsen sig med nødvendige medlemmer frem til næste generalforsamling.

 

§ 9 Medlemsmøder og ordinær generalforsamling

Medlemsmøder afholdes efter behov, dog minimum 3 gange årligt.

 

Der skal dog altid afholdes medlemsmøder, hvis større ændringer forestår i:

• Bestyrelsesarbejdet

• Klubbens daglige ledelse, eller

• Klubbens økonomi (herunder anskaffelser)

Dette gælder forhold, der ikke har været kendt ved sidst afholdte generalforsamling.

 

Den ordinære generalforsamling afholdes inden udgangen af marts måned (første gang i 2012 efter ny regnskabsperiode) med følgende dagsorden:

 

1. Valg af dirigent

2. Årsberetning

3. Fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse

4. Indkomne forslag

5. Godkendelse af budget og kontingent

6. Valg af formand

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter

8. Valg af 2 revisorer, (evt. 1 suppleant)

9. Eventuelt

 

Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages skriftligt varsel til hvert aktivt og passivt medlem bilagt den fulde dagsorden og med evt. indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må skriftligt indsendes til formanden senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

 

§ 10 Valg af bestyrelsen

Formanden vælges for et år ad gangen.

To bestyrelsesmedlemmer vælges for to år ad gangen i ulige år.

To bestyrelsesmedlemmer vælges for to år ad gangen i lige år.

 

Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer, sekretær og bestyrelsesmedlem.

Disse valg sker ved skriftlig afstemning, såfremt der er flere kandidater til en post.

 

I andre anliggender kan skriftlig afstemning kræves af et bestyrelsesmedlem, den på

generalforsamlingen valgte dirigent eller såfremt mindst et aktivt medlem ønsker dette.

 

 

 

§ 11 Generalforsamlingens beslutningsdygtighed m.m.

Alle generalforsamlinger ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen.

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antal fremmødte.

Nye medlemmer har først stemmeret efter 3 måneders medlemskab.

Afstemning sker ved simpel majoritet, undtaget ved de i §§ 3, 7, 12 og 16 nævnte tilfælde.

Passive medlemmer samt medlemmer i restance har ikke stemmeret på generalforsamlingen.

 

§ 12 Lovændring

Til vedtagelse af en lovændring kræves det, at mindst ½ af klubbens medlemmer er mødt frem, og at mindst 2/3 af disse stemmer for ændringen.

 

Ved ekstraordinær generalforsamling kan lovændringer vedtages, når 2/3 af de fremmødte stemmer for ændringen.

 

 

 

§ 13 Ekstraordinær generalforsamling

Bestyrelsen kan til enhver tid indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Bestyrelsen er pligtig til dette, når mindst 2/3 af de aktive medlemmer skriftligt forlanger det med angivelse af dagsorden.

 

§ 14 Reglementer

Bestyrelsen udfærdiger de nødvendige reglementer og almindelige ordensbestemmelser m.h.t. benyttelse af klubbens materiel, inventar og lokaler.

 

Ved overtrædelse heraf, skal bestyrelsen påtale dette og i grovere tilfælde nægte vedkommende adgang til bådehusene og til benyttelse af materiellet for et nærmere fastsat tidsrum (karantæne).

 

Såfremt et eller flere medlemmer ved overtrædelse af reglementet eller ved grov uagtsomhed foranlediger skade på, eller tab af klubbens materiel, er vedkommende efter bestyrelsens beslutning herom, erstatningspligtig(e) overfor klubben.

 

Et eksemplar af klubbens love og reglementer skal til enhver tid findes opslået i klubhuset på et synligt sted.

 

 

 

§ 15 Bogføring

Klubben fører følgende: Medlemskartotek, regnskab, forhandlingsprotokol (mødereferater) samt rojournal.

 

Klubben tegnes af klubbens formand og et bestyrelsesmedlem.

Regnskabsåret løber fra 1. januar til 31. december.

§ 16 Klubbens ophævelse

Hvis det bliver nødvendigt at opløse klubben f.eks. p.g.a. for få medlemmer, indkalder bestyrelsen til generalforsamling desangående.

 

For opløsning kræves 2/3 af de aktive medlemmers stemmer.

 

Generalforsamlingen nedsætter derpå et likvidationsudvalg, som skal likvidere klubbens mellemværende og realisere dens aktiver.

 

Et eventuelt overskud båndlægges til fordel for en senere forening indenfor søsport med lokalt tilhørsforhold i Strib (Rosport/Kano- og Kajaksport).

 

Hvis dette ikke er sket inden for 3 år tilfalder beløbet et andet kulturelt formål i lokalområdet.

 

Vedtaget på klubbens ordinære generalforsamling i Strib den 18. november 2010 og ekstraordinær generalforsamling i Strib den 20. december 2010 samt på klubbens ordinære generalforsamling i Strib den 17. marts 2016 og den ekstraordinære generalforsamling i Strib den 9. juni 2016.

 

 

Dirigent: Hans Chr. Andersen:

 

Formand: Sven Erik Jensen: